Vandreture hos Turtlespeed

I 2002 vandrede jeg med min kæreste gennem Nordspanien. Vi gik op af bjerge og ned ad bjerge – langs floder, gennem skove og ad tørre markstier med solbeskinnede kornmarker så vidt øjet strakte sig. Vi gik os til klogskab omkring kroppens styrke og grænser – omkring psykens kringelkroge og sjælens storslåethed i kontakt med naturen. 800 km i dyb ydmyghed over at måtte betræde Skt. Jacobs vej, hvor mange tusinder af mennesker før os havde vandret, og over at måtte lære Spanien så intens at kende, som man kun gør når man berører jorden med fodsålerne.

Min søde mor ventede hjemme på Mors, her er hun født og opvokset som flere generations morsingbo. Og da hun er den stolte ejer af et kørekort som ”kun må bruges” på Mors og et pas som højest har været på rejse til en tur over grænselandet ved Tyskland kunne jeg komme hjem med historier fra fremmede lande og indsigter som bedst erhverves når kroppen går, den ene fod efterfølges af den anden fods ihærdige vedholdenhed og nysgerrighed.

Årerne gik efter min pilgrimsvandring og stolt begyndte min kære mor at berette om nye tiltag på Mors, det startede med sejlture omkring øen – sejlture hvor min mor var med og bidrog med at gøre turen mere levende med sit harmonika spil. Dernæst begyndte hun stolt at fremvise avis udklip om nye planer med at skabe en anmærket kyst rute. Der skulle bygges shelters (hvori pilgrimmene kunne hvile de trætte ben) og der skulle markeres med pæle og pile hele vejen rundt om øen – så alle kunne få syn for sagen om hvor smuk øen er.

Jeg er født og opvokset på øen – på Sydmors har jeg taget mine første skridt og skrevet de første kapitler i mit liv, og lært nogle af spillereglerne i livets spil. Som 24 årig flyttede jeg fra øen, og fra den tryghed der er ved at have hele familien tæt på, en familie som ud over mig tæller dejlige forældre, to brødre og to søstre og alle de svogre og svigerinder og niecer og nevøer man kunne ønske sig. Hånden på hjertet – noget af det som fik mig videre på min vej, og væk fra Mors var min lyst og nysgerrighed efter at finde ud af hvad livet ellers er. Mit ønske om at komme ud af Jantelovens kvælertag ”du skal ikke tro at du er noget” og min uudslukkelige tørst efter at blive ”mere mig” uden at skulle leve op til at være vognmandens mindste, velopdragne datter (her skal ikke læses: mindst velopdragne).

I foråret 2009 var det sidste avisudklip fra Morsø Folkeblad klar i min mors hånd, da min mand, vores William og jeg kom på weekend besøg hos mor og far. Den første pæl var i jorden og kystruten ville blive en realitet, min mor havde stolt fundet avisudklippet og øjet glimtede med en udfordring, mon vi også kunne klare distancen på Mors eller var vi kun til vandreture i Spanien…

Mange gange siden 2002 har min mand og jeg kigget på hinanden med længsel og sagt ”en dag går vi igen en pilgrimsvandring i Spanien”, men med en dreng på 5 år er det lidt svært at planlægge 30 dage af sted uden ham eller at vandre 800 km. med ham – så ønsket lå latent… pludselig var muligheden der for at vandre på Mors.

Kystruten var ”kun” 150 km og med lidt god vilje ville man kunne gå omkring øen på 4 dage, og fire dage med William på ferie hos bedsteforældre var en god mulighed.

Udfordringen blev taget, en tur rundt om Mors. Øen som er så smuk, omkranset af Limfjorden, og kaldet solskins øen af min kærlige moders mund. Øen, hvor

Janteloven omhyggeligt blev nedfældet af Aksel Sandemose i ”En fremmed krydser sit spor”.

Kun lyset fremkalder skyggerne, men skyggerne må iagttages og gøres mere bevidste og dermed blev formålet med vandringen for mig tydelig: jeg ville vandre omkring Mors med fokus at slutte fred med Janteloven. Og vi (min mand og jeg) ville vandre vest om øen startende i syd.

Og så blev der taget kontakt til Morsø turistråd, hvor vi straks fik god kontakt til Lena Storm Andersen, som var meget behjælpelig med oplysninger af enhver art. Og i min email til hende bekendtgjorde jeg formålet med min pilgrims vandring hvortil jeg glædeligt og jublende over livets mangfoldighed af skønne mennesker, modtog flg. ord : ”Der er jo vitterlig ingen, absolut ingen begrænsninger for hvor prægtig en udgave af os selv vi kan levere, og ingen, absolut ingen begrænsninger for hvad vi fortjener og hvad der kan lade sig gøre af alt det vi drømmer om. Hvis der er noget der kan fortælle os at vi er ok som vi er, gi os plads til at være og gi os fri til at omskabe gammelt ”crab” og hæve frekvensen, SÅ er det naturen, og den er smuk, smuk, smuk på Mors.”

Tonen var lagt og jeg begyndte at se frem mod skønne vandrings dage på Mors.

Torsdag d. 16. Juli startede vi i Vester Assels, med farvel kram til familien og den lille glade William som skulle have ferie dage hos både bedstemor og bedstefar og senere farmor og farfar. Jeg sporede en vis stolthed i mor og fik gode tips om, hvor på Mors jeg skulle lede efter forfædrenes fortids gårde.

Min mand og jeg går godt sammen J til trods for vores forskellige skridt længder, finder vi hurtigt en rytme og en naturlighed i at gå, være stille, reflektere, tale, lytte, spørge ind til og gå, grine og gå, opmuntre og gå. Og med i rygsækken var vores erfaring fra de 800 km. i Spanien, så knap havde vi gået de første 300 meter før vi følte os som pilgrimme (og hvad er en pilgrim andet end én der betræder vejen i søgen efter større indsigt).

Med i hånden og snart som en trofast ven var den fine bog over Kystruten Mors, og med den og en portion ”bring it on” tog det ene skridt det næste, ned til vandet ved Vester Assels og videre ad de velkendte strande hele vejen til Thissinghus – jo, her kendte jeg Mors og her kunne jeg rigtig beskue alle de spændende følelser og tanker som bankede på som en ivrig rytme i samspil med føddernes konstante ”finden sig fodfæste” i de bugtende sten. En velkendt rytme og velkendte følelser – åh, hvor vil jeg gerne ses, hvor vil jeg gerne høres og hvor vil jeg gerne være god nok. Åh – kære Jante, giv mig et anerkendende nik ”du er god nok”. God nok? Til hvad? og i forhold til hvem? Og hvem er dommeren? Rytmen skiftede karakter i samspil med at vejen slog et sving, og nu var jeg fyldt op af tanker og bekymring om hvorfor jeg egentlig gik denne vandring? Gad jeg overhovedet? Var det det værd? Var livet det værd? Fødderne gjorde sit arbejde, jordforbindelsen blev bevaret og tankerne kunne bevæge sig vidt omkring i fri bevægelse.

Pludselig mødte vi andre pilgrimme, tre kvinder som gik etaper af kystruten – det er skønt at møde andre på vejen og der måtte udveksles oplysninger. De fortalte om en tyr, vi ville skulle se i øjnene senere på denne første dags vandring – en olm tyr, som havde skræmt dem. Åh nej, jeg blev skræmt blot ved tanken om at skulle møde en tyr, nok var jeg modig men jeg ville ikke være dumdristig og og og og … tankerne galoperede af sted med mig, indtil min mand, rolig som han er, fik mig til at se indad og betragte hvilken del af mig, som er bange for en tyr og om det er en del af mig, som jeg endnu ikke har anerkendt. Suk – en tyr er uberegnelig, kraftfuld og stærk – ja det lyder da som en indre skygge, måske var jeg klar til at rumme og elske den del af mig selv også.

Solen var for længst brudt igennem de grå skyer, og en lang middags pause blev nydt ved Karby, vi var godt på vej og fuldt ud tilfredse med vores færd om end de kære akilleshæle var godt møre efter deres anstrengelser på de mange stenbugtede strande. Men det var ingenting imod den store nydelse af ved hvert åndedrag at kunne nyde den storslåede ø vi vandrede på.

Pludselig midt i al det storslåede solbeskinnnede nydelsesrige begyndte Jante at røre på sig, ”hvem troede jeg egentlig at jeg var” – ”hvordan kunne jeg dog have forladt den skønne ø i søgen efter mig” – ”troede jeg måske at jeg vidste mere end andre”. Min oplevelse af Jante der den første dag i vandring og med det for øje at slutte fred med janteloven, var at Jante var en led fyr, som ikke ville mig noget godt – jante ville holde mig nede og udenfor! Skridtene blev tungere og tungere og ikke engang mødet med tyren synes at kunne få mig oplivet, jeg så bare frem til at nå til det shelter, hvor vi skulle sove.

‘Endelig efter 11 timer og 45 km. siden morgenmad hos mor, nåede vi trætte frem til Dragstrup med spændte muskler, øre, vindsuste og udmattede. Nu skulle det gøre godt med en god nats søvn, men ak og ve vore letvægtssoveposer som i Spanien havde været perfekte, kunne ikke holde en sommernat på Mors ude – vi frøs omend vi kravlede i alt vort tøj og da jeg vågnede var humøret lig nul. Var det tid at give op? Overgive mig til Janteloven….. erkende at jeg ikke var god nok….

Tid til at trække vejret dybt og mærke fødderne og tage kontakt til naturen, og i ydmyghed overgive mig til den pilgrim der bor inde i mig – overgive mig til at ”blot” at være på vejen mod større og større selvindsigt og opnå mere forståelse for alt og intet. Jo, jeg ville gå videre – jeg måtte gå videre, nu måtte jeg finde Jante og slutte fred.

Med ømme kroppe gik vi videre, min kære, sjove, tålmodige, forstående, trofaste mand og jeg. Kloge af gårdagens erfaringer måtte vi lægge nye planer, vores plan havde været at gå hele Mors rundt på fire dage – at gå 3×40 km og 1×30 km. – men vi måtte sande, at vore kroppe ikke havde forudset det udfordrende strand terræn og et klogt ordsprog siger ”at det ikke er målet det gælder – men vejen der er målet” og hvor målet tidligere havde været at gå hele Mors rundt, blev vejen nu i stedet mere væsentlig. Den vej vi gik, med fokus at slutte fred med Janteloven, om end det betød at vi ikke ville nå hele vejen omkring Mors, men i stedet have fokus på processen og vejen til fred med Jante.

Nu var vi virkelig blevet pilgrimme og med det indfandt sig stor respekt og taknemmelighed for at vi måtte vandre på Mors, at Mors ville dele sin fantastiske natur med os. Sikke en gavmildhed, sikke overflod af skønhed. Og vi bare gik og lod fødderne finde fodfæste og tankerne følge med på må og få. Indsigterne begyndte at stå i kø, indsigter om det yderst sociale væsen jeg er, indsigter om hvordan jeg elsker at møde mennesker og få lov til at se deres unikke farver og lære af dem og med dem og udveksle livs erfaringer.

Og med de indsigter i frisk erindring begyndte Jante at se mere truende ud, for pludselig stod det klart for mig, at Jante jo var en del af et stort samfund. ”Du skal ikke bilde dig ind at du er bedre end os”. Den paranoide stemme fik et fast tag i mig – hvem er ”os” – er det mig mod alle de andre? Er ”os” defineret nogle steder, er det fastlagt og findes der tydelige regler? Ved alle andre mennesker omkring mig om de er medlem af Jante familien? Er de en del af ”os” og hvordan bliver man optaget i den klub? Er det ”os” fra Danmark mod alle andre? Er det ”os” med eget hus mod alle andre? Hvordan kunne jeg forblive et socialt væsen og møde mennesker uden at skulle melde mig ind eller ud af ”os” klubben? Hvis prisen er at miste mine unikke farver og aflevere min kraft vil jeg ikke være med i den klub.

Vel fremme ved Sundby var den paranoide stemme blevet beroliget. Og mens vi sad og holdt pause ved vandet kastede Johnny sten i vandet. Pludselig begyndte stenene at fortælle historier, dog med Johnnys stemme til låns.” Vort sind er som det blanke vand, hver en tanke er som en sten der bliver kastet i vandet og sætter en bevægelse i gang. Andre mennesker kan også kaste sten i vort vand (sætte tanker ind i vort sind) og det kræver meget bevidst handling at kaste flere sten i vandet for at forandre bevægelsen. At forandre negative tanker til positive tanker”.

Det var skønt at gå, naturen var smuk og jante var igen blevet mere tydelig for mig. Og nu skulle denne dags vandring belønnes med en stor og perfekt frokost på Gullerup strand Kro. Med fyldte maver skulle vi lige klare de sidste par kilometer til Flade, men kroppen var blevet presset for ekstremt dagen forinden og tommelfingeren kom i brug og vi fik et lift af et sødt ægtepar fra Nykøbing. Hurtigt kom samtalen i gang og i løbet af ganske kort tid havde vi fundet frem til hvordan vi kendte nogen der kendte hinanden og pludselig som det oftest sker, blev verden ganske lille. Det søde ægtepar skød alle mine tanker om Jante i atomer, da de gæstfrit tilbød os at vise os rundt på Nordmors – her var ingen ”os” mod jer – blot møder mellem mennesker som krydser hinandens veje og deler livsglæde.

Dagen sluttede med endnu en fantastisk overraskelse. Vi havde besluttet os for at sove på en b&b i Flade, for at kunne få et varmt bad og en god nats søvn i varme dyner. Da vi ankom til stedet emmede det af gæstfrihed og ”Camino” (=vejen, El camino de Santiago = Vejen til Santiago) stemning. Og efter de indledende høflighedsfraser viste det sig at Anette, vores b&b ejer, udover at have gået vejen i Spanien også var et menneske med stor livsindsigt og livsglæde. Livet er et stort og fantastisk eventyr, når man giver lov til at opleve det.

Vi havde overvejet at krydse over øen ved Flade og gå mod Nykøbing, men alle vi havde mødt på vores vej havde sagt at Nord Mors var noget af det mest smukke på Øen og da vi stod på Salgerhøj næste morgen (på 3. dagen) var impulsen da også at gå mod Skarregård og derefter tage et lift til Nykøbing.

Der sker noget magisk i samspillet mellem kroppen i bevægelse, naturen i bevægelse og kontakten derimellem. Kroppen i naturen, naturen i kroppen og pludselig opstår et samvær uden sidestykke. En stor erkendelse strømmer ind med åndedrættet – jeg er i live og jeg lever som en del af naturen – med naturen omkring mig og i mig. Det er skønt at være i live – tak kære mor og far, for denne chance.

Glæden ved livet gav fornyet overskud til endnu engang at betragte Jante, og pludselig blev jeg fyldt af en medlidenhed og en kærlighed overfor Jante. Og så forandrede vejret ansigt, fra at have været solrig og givende – blev vejret mere blæsende og regnfuld – som tårer på en kind over at have indset at alting har brug for kærlighed, især Jante.

Vi gik rundt på ukendt terræn og nød at være på eventyr, i regntøj – og da vi overså en pil (vi gik jo den modsatte vej rundt om Mors af hvad pilene fortæller), kom vi til en skov og kiggede hinanden dybt i øjnene og besluttede os for at have tillid og krydse skoven og tro på at vi ville komme frem – og lykken står som sagt den kække bi. Pludselig var vi fremme ved Skarregaard og våde til skindet blev vi modtaget af en meget imødekommende pige, som straks lavede kaffe og the og bød os varme ved brændeovnen. Og varmen og roen indfandt sig, indtil vi igen fik energi til vores videre færd.

Ømme og i mødet med den regnfulde lidt kolde vind stod vi så næsten helt ude på spidsen af Mors og prøvede at tomle os til Nykøbing. Efter et stykke tid fik vi et lift af en ung mand, som tog os med til Tødsø. Og derfra virkede det som om al vor tomle held var borte – indtil en kvinde kom fra Nykøbing og spurgte om vi skulle have et lift til Nykøbing – hun havde netop kørt datteren og hendes venner til Harry Potter biograf tur, og set os da hun kørte forbi og besluttet at hvis vi stod der når hun kom forbi igen, ville hun tage turen til Nykøbing en gang til. Der findes engle!

Og så gik vi til ro denne sidste nat på vores pilgrims rejse i min søster og svogers hus, de var netop taget til Italien – så vi kunne forblive i vores vandrings processer uden indblanding.

Næste morgen skulle al overtalelse sættes ind for at få mine fødder til at løfte sig fra jorden. Mine akilleshæle var ømme som aldrig før, og jeg begyndte at overveje om det overhovedet var sundheds og fremtids forsvarligt at blive ved med at gå, men morgen stunden var frisk, naturen viste sine smukkeste sider langs Limfjorden, og det ene skridt fristede det næste med sig.

Og det var tid til at få taget de sidste skridt og få sluttet fred med Jante. Indsigterne om jante havde bevæget sig fra først, at være en led fyr, til at være et større samfund i modspil, til at være noget jeg kunne have medlidenhed og kærlighed for. Og så med Sallingsund broen som vidne, åbenbarede Jante sig for mig, det stod tydeligt for mig at Jante er alt der er adskilt – Jante er adskillelsen fra kraften, kilden og tilliden og hver gang den adskillelse indfinder sig kommer en tilstand hvor angst, tvivl og mindreværd træder i stedet for. Og overlevelsen ind i den adskillelse er at dømme. Dømme alt der er anderledes og ”farligt” indtil samhørighed igen har indfundet sig.

Og med denne erkendelse blev de sidste skridt taget, og mange tanker tænkt om hvordan jeg selv bliver grebet af at være Jante dommer og hvordan jeg bliver dømt af Jante og hvordan det hver gang i bund og grund drejer sig om at komme tilbage på vejen og huske storheden i mennesker. Storheden over at være et menneske på vejen i livet, med alle regnbuens farver tilgængelig til at skabe sig lige præcist sit eget unikke billede på sit fra starten blanke lærred. Og storheden over at møde mennesker som også er på vejen.

Min far hentede os ved Højriis slot, om end der stadig var 25 km. til Vester Assels, så var vores pilgrims rejse slut. Med viljen kunne vi have slæbt os de sidste km. med ømme kroppe og slidte akilleshæle, men i vore hjerter var vi nået i mål – og hvis Jante skulle hviske ”du skal ikke tro, at du dur til noget” ville vi kunne møde det med rank ryg, vidende at det ikke var os det drejede sig om, men blot var ord fra et menneske som følte sig adskilt fra kraften.

Vi havde fået dybe indsigter, smukke natur oplevelser og et møde med Mors som for evigt var brændt i vore hjerte.

Vel hjemme hos mor fik vi en skøn velkomst frokost. Vi var trætte, men ikke for trætte til at spore mors stolthed over at vi havde gået på hendes solskins ø.

I de efterfølgende samtaler med mor, spurgte hun med stor interesse om vi havde fået skrevet noget ned om turen – kære mor – her er min rejse beskrivelse. Tillykke med de 70 år.

Få sjælen med på vandreturen

Find ind til kroppen, sjælen og ånden gennem lange vandreture med Hanne Anaia Tempeldal fra Turtlespeed

Vores fødder forbinder os med terrænet under os, og under de gentagne berøringer bliver vi mindet om, at vi på den måde har en nyttig jordforbindelse til virkeligheden.

I gamle dage, når vores forfædre tilbad Moder Jord, var det en vigtig del af ritualet, at man smed det fodtøj, man ellers bar. Det gjorde man for at få den rette forbindelse til gudinden og for bedst muligt at kunne modtage den omsorg, som jorden bringer.

70-årige Bente fra Randers elsker at gå lange ture, og da hun i avisen så, at hun kunne komme på en fire dages tur på øen Mors, hvor hun først og fremmest skulle bruge begge ben på jorden, slog hun til.

Vandreturen hedder “På vandring med sjælen” og er en del af det arbejde, som psykoterapeut og psykomotorisk terapeut Hanne Anaia Tempeldal jævnligt tilbyder. Hun driver firmaet “Turtlespeed” med hjemsted på Vester Altanvej i Randers, og formålet med de lange vandreture – nogle af dem foregår i den vilde skotske natur og i de sydfranske Pyrenæer – er, at den vandrende skal finde sin egen rytme og undervejs få fokus på det hele menneske. På turen får man kontakt til både kroppen, sindet og ånden.

“Jeg var naturligvis spændt på, hvad der skulle ske undervejs, og gik ind til det med et åbent sind. Jeg er vant til at gå lange ture. Jeg snupper et par stykker hver uge på sådan cirka 7-8 kilometer hver gang,” siger Bente.

Hver dag på Mors bød på en cirka 20 kilometer lang gåtur, og hver vandring var tematiseret. Den første dag handlede om grundelementet Jord og begrebet Værdighed.

Gennem leg, bevægelser og samtaler kombineret med fodrejsen opnår Hanne Anaia, at deltageren kommer i dybere kontakt med sit indre jeg.

“Aftenen før sov vi i et frysehus på Mors. Hanne Anaia satte os til at forme et billede af os selv. Vi fik hver en klump ler og skulle skabe en skulptur, mens vi havde lukkede øjne. To unge kvinder lavede figurer med glatte kroppe, mens min var rynket og med en stor hofte og nogle ordentlige fødder. Den fortalte jo min historie: Jeg er en kvinde med megen erfaring. Jeg har født tre børn, har arbejdet ved postvæsenet og kommunen og har en solid jordforbindelse,” fortæller Bente.

Så fulgte marchen. Det blev til 24 kilometer langs stranden, og ind imellem hoppede Bente Bennetzen i det kolde vand. Det blev også til en middagslur i sandet.

“De fysiske strabadser ved vandringen får gang i åndedrættet. Naturen, man passerer igennem, hjælper også til, så vandringsmanden får åbnet op for sanserne. Desuden sker der noget socialt, når man vandrer sammen – man opnår en større samhørighed,” siger Hanne Anaia.

Næste aften overnattede holdet i en nedlagt skole med genbrugsbutik i kælderen. Det gamle skolebibliotek var stadig intakt, og her var godt at sidde efter den lange gåtur.

“Så var tiden inde til nogle grundøvelser, der kunne være med til at afspænde og blødgøre kroppen efter de mange første kilometer. Vi talte også om værdighed, og den opnår man, når man retter sig op og mærker ryggen. Du bærer dig selv på en anden måde,” siger Hanne Anaia.

På andendagen var overskriften Vandet og Følelserne. På Mors har en kunstner bygget en træbro efter den italienske renæssancekunstner Leonardo da Vincis anvisninger. Den baner vej over en lille å, og Hanne Anaia opfordrede sin deltagere, at lægge nogle selvvalgte følelser fra sig, når de passerede broen.

Rent symbolsk skete det ved, at man kastede sten i vandet. Stenen repræsenterede den uønskede følelse, og det var betagende at se, hvordan de andres faldende sten påvirkede hinanden, når de plumpede i vandet og skabte nye ringe af bølger. Vreden havde et særligt nedslag.

Tredje overnatning fandt sted under åben himmel i et shelter hos en friskolelærer, der leder et friluftscenter på Mors.

“Vi så pinsesolen stå op to gange. Først ved hytten, da vi stod op, og lidt senere igen bag en række af høje træer,” fortæller Bente Bennetzen.

Dagens tema var Luften og Tankerne. “Vore hoveder er fulde af tanker, som myldrer frem. Man har målt, at et menneske tænker op til 56.000 tanker om dagen. Hjernen kan også trænge til at slappe af engang imellem. Men hvordan giver man slip på alle de tanker? Jeg kan gøre det, når jeg bader og bliver omsluttet af det lidt kolde vand. Det stiger til hovedet, og væk er tankerne,” siger Bente.

Hun fortsætter:

“Undervejs satte Hanne os til at finde sten med særlige betydninger (som bedst indfangede dagens tema ifm. værdighed i krop, følelser, tanke og sjæl). Men den slags har jeg svært ved. Jeg har åbenbart ikke øje for sten for at være helt ærlig. Jeg blev også langsomt frustreret over, at jeg ikke kunne finde et forstenet søpindsvin på strandene på Mors.”

Den sidste overnatning var ren luksus. Der stod Bed And Breakfast på programmet, og det var forløsende med et varmt brusebad og en komfortabel seng.

Den sidste dags tema var Ilden og Sjælen.

“Jeg går gennem en skov og får øje på nogle violer, jeg vil plukke. Blomster bevæger sjælen. Jeg falder på knæ og pludselig falder mit blik på en dejlig blød og rund sten. Da jeg samler den op, får jeg øje på endnu en sten – et forstenet søpindsvin. Så det lykkedes alligevel på sidste vandringsdag at finde mit forstenede søpindsvin” siger Bente Bennetzen.

Vandreturen har beriget hende, og hun tager den gerne igen med Turtlespeed.

“Disse vandringer skaber fælles historie og tillid. Man går ikke så meget op i, hvilke bukser de andre har på, og at man måske bliver lidt støvet undervejs. Vi er i samme båd under turen, og kroppen arbejder hele tiden på at sikre en god jordforbindelse. Tilværelsens støj filtreres fra, tankerne bliver enklere, og man er til stede i nuet,” siger Hanne Anaia fra Turtlespeed.

“Eller som filosoffen Søren Kierkegaard, der var en ivrig vandrer, siger: Ingen problemer er så store, at man ikke kan gå fra dem.”

– Skrevet af Ib Asmussen, journalist