Lars J. Sørensen

Turtlespeed


                                terapi, vandreture, bevægelse, kreativitet og bevidsthed

"Sjælens længsel" v/Lars J. Sørensen

Datoer: forventet efterår/vinter 2019


Pris: 2.200,-


Kurset henvender sig især til professionelle psykoterapeuter, psykologer, psykomotoriske terapeuter, læger, bodyworkere o.lign.


Skriv eller ring for tilmelding.


To spændende inspirationsdage omkring "Sjælens længsel" - skyld og skam v/Lars J. Sørensen


Når man føler sig forkert og ikke kan holde ud at være sammen med sig selv, gemmer man sig i skamfuldhed.

Skam handler ikke om det, man har gjort, men om den, man er, og herved at være god nok. Skam opstår, når man ikke bliver set, som den man er, og når man føler sig behandlet forkert og spejlet forkert tilbage

Til gengæld er det at føle sig set og føle sig mødt i sin selvforståelse en kærlighedsbekræftelse. Lykkes det at komme til stede i det nuværende øjeblik er der nemlig ingen forkerthed eller skam.

Skam kan overvindes gennem nærvær og tilknytning

Berørtheden ved at føle sig set bringer kærlighed ind i det fælles rum. Derfor vil nuværende mødeøjeblikke med et andet menneske for mange føles som en bekræftelse på kærlighedens eksistens.

Vores naturlige blufærdighed gør det dog vanskeligt at åbne op for vore dybeste længsler og drømme. Ofte skjuler vi endog drømmene for os selv og kalder vore natlige drømmer for mærkelige. Samtidig ved vi godt, at disse drømme foregår mere i nutid end vores dagligdag.

Vi er også så kropsligt nærværende i drømmene, at vi kan ønske at vågne op. Det må siges at være et paradoks at vi ofte ønsker at glemme vore drømme, når vi er vågne. Ofte vil en natlig drøm både være en beretning om ens overlevelsesstrategi og typiske følelsesmæssige og relationelle vanskeligheder. Men vigtigere kan man i sin drøm blive bragt i kontakt med sig selv og længslerne i sit liv. Hvis  det lykkes at komme til stede i sin vågne drømmefortælling, kan sjælens længsel blive indlysende nærværende. Den natlige drøm kan herved blive den livserfaring, man mangler for at føle sig mere hel og mindre forkert.

Skadevirkningerne af ikke-erkendt skam kan være den største enkeltfaktor bag psykisk sygdom og være afgørende for utilstrækkelig psykoterapi.

Skam er imidlertid lige så meget en tilstand som en følelse – og typisk så skjult, at den forværres ved omtale og bevidstgørelse. Det påhviler således behandleren at have såvel kendskabet som fingerspidsfornemmelsen til at arbejde med skamfølelserne.

En neuroaffektiv psykoterapeutisk tilgang vil være hjælpsom, fordi den arbejder med nærvær, tilknytning og kroppens sprog.

Kurset bygger på bøgerne ”Sjælens længsel” (2016) & ”Skam - medfødt og tillært” (2013).


Lars J. Sørensen har 1979 -2015 været chefpsykolog på Psykiatrihospitalet i Nykøbing Sj. Han har arbejdet med psykoterapi både i psykiatrien og privat praksis, og han har igennem mange år været underviser på forskellige psykoterapeutuddannelser. Forud for sine seneste bøger udgav han i 1996 bogen ”Særpræg-Særhed-Sygdom” og i 2005 ”Smertegrænsen”, der begge har afsnit om skam.

"Turtlespeed - hvis du har brug for at finde din egen rytme, tempo og udtryk"